Prøvelsernes tur

Preben Petersen fra Ålborg og undertegnede har været på tur til en ny invalide organisation i Brest, Hviderusland. Det var første tur med nye papirer på lastbilen, så vi var lidt spændte. Preben kom til Middelfart og hentede mig d. 28. maj 2018. Vi kørte til Leman i Padborg og fik ordnet papirerne, så videre til tolderne´, det tog ca. en halv time. Turen gik nu mod øst og humøret var højt. Vi ankom til konsulatet i Polen torsdag kl. 8.00. Kontoret var lukket, men pludselig kom en af damerne fra kontoret for at møde på arbejde. Vi fik at vide at der var helligdag torsdag og fredag, altså ingen visa før mandag. Efter 10 minutter kom hun ud igen, vi kom med ind på konsulatet og talte med en flink ung mand, han sagde vi kunne få visum mod at betale 120 euro her og nu da det kun er konsulen der kan udstede fri visum og han kom jo først mandag. Preben betalte for visum og vi fortsatte mod grænsen. Vi kom til grænsen, hvor der var 10 kilometer lastbil kø, den kørte vi uden om som vi må som humanitærkørsel, kom ind på en stor parkeringsplads med plads til 400 andre biler. Alt var kaos Kom senere til hviderussiske grænse. Her skulle vi så købe forsikring, sende en kopi til konsulatet. Efter 10 minutter var visumet klar, det var ny rekord og vi var glade. Vi fik ordnet papirerne, men kom til at holde i kø i 6 timer uden der skete noget. Tolderne mente der var en regne fejl på 2 tons. Lastbilen kom på vægten og blev vejet, derefter i røntgen. De ville have bilen til rampen og tømt. Der røg vores nattesøvn. Hele forløbet tog 33 timer - har prøvet det før. Da vi har fået ny lastbil skulle vi have en ny ”bizz” til vejskat i Hviderusland.(hospitalet i Brest har sørget for at vi er fri for vejskat, men vi skal havde bizz). Da alt det var på plads skulle vi havde fat i den nye organisation. Telefonen virkede ikke, gode råd var dyre, vi prøver Erik hjemme i Danmark og snart var alt i orden og snart fandt vi de rigtige kontaktpersoner. Vi kører til deres lager som er på en gammel skole fra sovjet tiden, får bakket til og vi brugte vores lift. På vores gamle Scania var der ikke lift, så det var en stor hjælp. Da vi var ved at læsse af kom der 3 store lokale smede, de kunne tage en kasse under hver arm, efter 45 minutter var lastbilen tom. Vi blev inviteret på frokost med alt hvad hjertet begærer. Vi fortalte om vores humanitær arbejde og de fik nogle brochurer. Vi var ude at se deres systue med handicappede, vi så også deres kartotek over hvem der får hjælp. Vi er overbevist om at det er en god organisation og håber på forsat godt samarbejde fremover. Så når enden er god er alting godt. Hilsen Preben Petersen og Hans Jørgen Andersen

Dienesmindes Venner